LG bliver først med Intel-baseret Android

LG vil fremvise den første Android-mobil baseret på Intels Medfield-processor ved CES-messen i næste uge.

LG bliver først med Intel-baseret Android

I et samarbejde med LG forsøger Intel nu, at slå i gennem på markedet for processorer til mobile enheder. Intel sendte forleden såkaldte referencemodeller baseret på de nye processorer til diverse brancheaktører, og nu skal man i samarbejde med LG præsentere den første model, der skal sælges til almindelige mobilbrugere.

Allerede ved CES-messen forrige år kunne man se udbyttet af Intel og LGs samarbejde. Det skete i form af modellen GW990, der havde en 4,8-tommer skærm med opløsningen 1024 x 480 pixels.

Modellen var baseret på Intels Moorestown-processor, og ved lanceringen blev det oplyst at den kunne fungere sammen med flere forskellige operativsystemer. Hverken mobiludgaven eller Meego-udgaven af GW990 kom dog frem til butikshylderne.

Den kommende model fra LG og Intel skal altså have Android som operativsystem, lyder det fra Intels koreanske chef Lee Hee-sung i en udtalelse til siden Korea Times. Ved at vælge et etableret system, kan man altså i højere grad undgå at produktet møder samme skæbne som GW990.