LG: Derfor udskydes salgstart af Nexus 4 i Danmark

Den høje efterspørgsel på Googles Nexus 4 betyder, at LG har svært ved at give en præcis lanceringsdato herhjemme.

LG: Derfor udskydes salgstart af Nexus 4 i Danmark

I onsdags kunne vi fortælle, at lanceringen af Googles kommende smartphone – Nexus 4 – er blevet forsinket yderligere på de nordiske markeder.

Telefonen skulle oprindeligt have været i butikkerne i midten af november, men nu forlyder det sig, at den først kommer i midten af december.

Vi kontaktede i den forbindelse LG i Danmark for at få en forklaring på forsinkelserne, og det har vi nu fået:

"Det forholder sig sådan, at efterspørgslen på Nexus 4 fuldstændigt har overgået forventningerne i de lande, hvor Google sælger den via Google Play. Det er jo selvfølgelig en rigtig god ting, men det betyder desværre, at LG har svært ved at give en præcis lanceringsdato i de nordiske lande".

Google har altså valgt, at prioritere visse markeder frem for andre i forbindelse med lanceringen, og det betyder altså, at Danmark er et af de lande, hvor lanceringsdatoen fortsat er ukendt.

Dermed er det altså heller ikke sikkert, at danske forhandlere modtager telefonen i midten af december, som det ellers forventes lige nu.