LG dropper tablets
LG’s aldrende Optimus Pad blev præsenteret i en opfrisket 4G-version tilbage i januar, og noget tyder på at det kan blive den allersidste tablet fra producenten.
Selskabet har nemlig meldt ud, at man i øjeblikket ikke planlægger at bruge ressourcer på udvikling af tablets.
"Vi har bestemt os for at lade al ny udvikling af tablets gå på en dæmper og i stedet fokusere på smartphones," fortæller Ken Hong, talsmand for LG, i et interview med Bloomberg.
Beskeden kom samme dag som Microsoft præsenterede sin egen tablet, Surface. Hos LG ser man dog ikke Surface som en trussel på nuværende tidspunkt:
"LG opfatter ikke Surface som en konkurrent til noget, vi fokuserer på i øjeblikket," fortæller Hong.
LG har ind til videre lanceret en enkelt tablet, nemlig LG Optimus Pad. Den skiller sig ud fra konkurrenterne ved at have 3D-funktioner. Det var dog ikke ligefrem det, som tablet-kunderne efterspurgte og nogen salgssucces blev Optimus Pad aldrig. Det hjalp heller ikke på sagen, at den havde den startpris på godt 7.000 kroner, da den kom på markedet.