LG har nu solgt 20 millioner mobiler med fuldt tastatur
I gamle dage, det vil sige for omkring 10 år siden i teknologiens verden, var sms’er, MMS’er og e-mails ikke noget ret mange forbandt med mobiltelefoner, og langt de fleste modeller var således blot udstyret med en lille skærm og et numerisk tastatur, så man lige kunne indtaste sine venners telefonnumre. I dag ser verden noget anderledes ud, og markedet går mod touch-skærme, men samtidig også fulde fysiske tastaturer, så indtastning af tekst kan ske hurtigt på farten.
Det mærker man blandt andet hos sydkoreanske LG, der er verdens tredjestørste mobilproducent. De har nemlig nu rundet 20 millioner solgte mobiler med fulde qwerty-tastaturer, selvom deres først mobil med et sådant fuldt tastatur kom på markedet så sent som i 2005. I løbet af 2005 solgte de beskedne 350.000 modeller, mens det tal i 2006 var steget til 600.000. I 2007 tog salget af LG’s qwerty-mobiler dog rigtig fart og endte på 2,7 millioner, mens 2008 så et salg på 12,7 millioner, eller hvad der svarer til cirka hver ottende solgte LG-mobil. I 2009 fortsætter det høje salg af qwerty-modeller, så LG nu samlet har solgt 20 millioner af slagsen.
Det er specielt i Nordamerika, at modeller med fuldt tastatur er populære, og LG står nu for lidt over 20 procent af det nordamerikanske mobilmarked, hvilket ikke mindst skyldes deres modeller med fuldt tastatur.
Kilde: Unwired View