LG klar med fuld HD på 5 tommer
Store mobilskærme er en af de hotteste trends i mobilverdenen netop nu. Samsung lancerede for nylig sin Galaxy S3 med en 4,8-tommer skærm, og koreanerne har tidligere gjort succes med Galaxy Note og dens 5,3-tommer skærm.
Nu vil også LG være med i skærm-kampen, og lancerer en ny højtopløst skærm på 5 tommer. LCD-skærmen skal ifølge pressemeddelelsen være baseret på AH-IPS teknik (Advanced High Performance In-Plane Switching), og have en opløsning på 1920 x 1080 pixels, hvilket altså gør at den kan vise indhold i fuld HD.
Sammenlignet med den tidligere nævnte Samsung Galaxy S3, har LG-skærmen mere end dobbelt så mange pixels. Galaxy S3 har nemlig "kun" en skærmopløsning på 1280 x 720 pixels.
LG’s nye skærmsatsning har et skærmformat på 16:9. Pixeltætheden er på hele 440 ppi (pixels per tomme), hvilket kan sammenlignes med 342 ppi for Sony Xperia S og 330 ppi for iPhone 4S.
Allerede om en uges tid vil vi kunne få flere detaljer omkring skærmen. Her skal den nemlig fremvises på SID 2012 Display Week, der begynder d. 4. juni i Boston. Det er endnu uvist hvornår skærmteknologien vil blive brugt i mobilenheder.