LG klar med iPad-udfordrer
I en koreansk pressemeddelelse bekræfter LG, at de på årets Mobile World Congress i Barcelona om godt en uge vil vise den kommende LG Optimus Pad frem.
Vi har efterhånden hørt om LGs tabletbud i gpdt et halvt års tid, men nu ser det altså endelig ud til at der kommer andet end snak på bordet.
Android-tabletten Optimus Pad har en 8,9 tommer stor skærm, der i en opløsning på 1280 x 768 og med multi-touch display har mulighed for at klare 3D, ligesom den understøtter 1080p full HD på skærmen og via HDMI-udgangen. Den er udstyret med NVIDIA Tegra 2 dual-core processor, et kamera til videosamtale og et kamera med LED-pære på bagsiden på hele 5 megapixel. Optimus Pad’en har 32 GB hukommelse og et batteri på 6400 mAh.
Optimus kører selvfølgelig på Android Honeycomb og den understøtter også Flash.
Har vi her med en seriøs iPad-udfordrer at gøre? Det vil snart vise sig, og vi vil her på Mobil.nu gøre, hvad vi kan for at skaffe flere oplysninger om den spændende sag, når vi fra næste søndag skriver og laver videoindslag fra Mobile World Congress i Barcelona. Følg med her på sitet.
Kilde: www.ubergizmo.com/