LG klar med lille og billig touch-mobil
For et år siden introducerede LG modellen Cookie, der er en billig mobil med en stor touch-skærm. Modellen blev hurtigt populær, og har solgt i mere end syv millioner eksemplarer. Derfor er LG nu klar med en efterfølger, der skal følge op på succesen.
Verdens mest kompakte touch-mobil
Den nye model hedder LG Pop, og har den mere formelle modelbetegnelse GD510. Ligesom Cookie har den en 3 tommer stor touch-skærm med en opløsning på 240 x 400 pixel. LG har ikke oplyst præcise mål for modellen, men den skulle være mindre end Cookie. Faktisk skulle den ifølge LG være verdens mest kompakte touch-mobil med en skærm på den størrelse og i det sædvanlige bar-design.
Kun en enkelt knap
Modellen har kun en enkelt knap på fronten, der kan have flere funktioner, afhængig af om den lyser grøn eller rød. For eksempel kan den benyttes til enten at besvare eller afslutte et opkald. Modellen har desuden også 8 gigabyte indbygget hukommelse og et kamera på 3 megapixel.
Pressebilleder af modellen indikerer, at den på bagsiden vil have solceller. Det er dog muligt, at dette skal købes som ekstraudstyr.
LG Pop skulle udkomme i midten af oktober. Prisen er endnu ikke oplyst.