LG Nexus 5: Det kan vi forvente
LG Nexus 4 blev lidt af et folkeligt gennembrud for LG og nu skulle de snart være klar med en ny udgave, nemlig LG Nexus 5. Nexus-serien er Googles egne telefoner med ren Android, som de laver i samarbejde med forskellige producenter, her i blandt altså LG.
Men hvad kan vi forvente af LG Nexus 5, som skulle blive laneret den 15. oktober? Vi har undersøgt nettet for de mest hårdnakkede rygter.
Nexus 5 skulle få en skærm på 4,96 tommer og vi bør kunne forvente en opløsning på 1920 x 1080 pixel. Måske vi ikke skal blive skuffede, hvis skærmen kun bliver på 1280x 720 pixel. Det kan meget vel ske for at holde prisen nede.
Nexus 5 er nu lanceret – læs alt om den her!
Styresystemet bliver med næsten statsgaranti den nyeste version af Android, nemlig Android 4.4 og kaldet KitKat. Google plejer at bruge lanceringen af ny Nexus-mobil til at præsentere den nyeste tilgængelige version af Android.
Nexus 5 skulle blive lidt af en kraftkarl. Quad core-processor Snapdragon 800, hele 3 GB RAM og 32 GB indbygget hukommelse. Vi skal ikke forvente plads til hukommelseskort.
Batterimæssigt skal vi ikke sætte næsen op efter det vilde, kun 2.300 mAh skulle det lande på. Det indikerer, at skærmopløsningen ikke bliver md 1920 x 1080p, men kun 1280 x 720p. En række af de nyeste telefoner i dag med skærm på omkring de 5 tommer har batterier på op mod 3.000 mAh, blandt andet LG G2, der snart rammer markedet.
Kameraet skulle blive med 13 megapixel og taget i betragtning hvad der sker på kameraområdet for tiden hos Nokia, Sony, HTC og Apple, så spekuleres der en del i, at Google også vil tage et stort skridt frem på kameraområdet med nye funktioner og muligheder.
Nexus-telefonerne har typisk haft en skarp pris, for eksempel kostede Nexus 4 3.800 kroner ved lanceringen, hvilket gjorde, at vi kårede den til den bedste Android smartphone til prisen på det tidspunkt.
Og set i lyset af den overraskende høje pris for den “billige” iPhone 5c, vil vi blive slemt overraskede, hvis Google udnytter dette til at skabe pris-hype omkring Nexus 5, så den kommer pænt under 4.000 kroner.