LG: Nexus 5 kommer senest i slutningen af november

Da Nexus 5 blev lanceret, oplyste LG, at den ville ramme de danske butikker midt i november. Nu oplyser de, at den kommer mellem 25-27. november.

LG: Nexus 5 kommer senest i slutningen af november

I en række lande har man nu kunnet købe Nexus 5 i en uges tid og LG meldte ud, at den ville komme til Danmark i midten af november.

Nu forklarer LG’s danske landechef, Morten Aagaard, at den kommer ud i de danske butikker mellem den 25-27. november. Måske kommer den lidt tidligere, forklarer LG, men de ønsker ikke samme oplevelse som med Nexus 4, hvor lanceringen blev udskudt tre gange.

Morten Aagaard lover også, at der vil være nok Nexus 5-modeller fra dag et.

Læs alt om Nexus 5!

”Vi fik kun 25 procent af det antal, vi bad om med Nexus 4, det sker ikke igen. Vi ved, hvor vigtig julehandlen er”, påpeger han.

Morten Aagaard kalder Nexus 4 for en milepæl for LG, der har givet dem rigtig meget PR og opmærksomhed. Aagaard forklarer, at salget af Nexus 4 er gået fantastisk på verdensplan og at den er solgt i 10.000 eksemplarer i Danmark siden lanceringen i november sidste år.