LG Optimus 3D test
3D er et tilbagevendende fænomen, som mange ikke levner mange chancer. Man forstår godt hvorfor. Sidst 3D-bølgen rullede over os floppede det totalt, men nu har den seneste 3D-bølge trods alt været nogenlunde stabil, om end bølgen ikke er særlig voldsom.
Filmen Avatar satte 3D på filmlærredet igen med kæmpe succes og siden er der kommet en række 3D-film i biograferne. Men bevæger man sig uden for biograferne, så har det straks været langt sværere at bryde igennem til forbrugerne. Personligt kender jeg ingen, der har et 3D-kamera eller et 3D-tv. At jeg heller ikke kender nogen med en 3D-mobil, virker så rimeligt nok, da de første modeller først nu kommer på markedet herhjemme.
I bund og grund minder LG Optimus 3D meget om LG Optimus 2X, som har høstet mange roser, specielt for dens dual core processor. Optimus 3D har også dual core processor, og den er da også rigtig let og hurtig til fods, når man bevæger sig rundt i menuerne.
Små fine Android-justeringer
LG har ikke gjort helt så meget ud af deres eget S-Class, systemet de har lagt over Android (som HTC gør med deres Sense, for eksempel), men der er nu alligevel en række fine funktioner.
Blandt andet helikopter-oversigten, som man får frem ved at køre to fingre sammen hen over skærmen – så kan man se alle de startskærme, man har ikoner og widgets på. For at tilføje nye widgets, genveje mapper eller baggrundstapeter, så holder man bare en finger inde på skærmen et kort øjeblik og så popper et vindue op, hvorfra man kan tilføje de her ting. Det fungerer ganske intuitivt og er faktisk en lige så fin løsning som dem HTC og Samsung har.
Nederst til højre på skærmen findes en genvej til Programmer, hvor man finder alt det, der ligger på mobilen. LG har kreeret en lille fin finesse, så man lettere kan få overblik over de programmer, der ligger på telefonen ved køb, og så de apps, man selv har tilføjet. Programmer-skærmen deles af to barrer, Programmer og Downloads.
Et klik på for eksempel Programmer-barren gør, at alle de programmer forsvinder, så man kun ser ens Downloads, altså apps man har hentet fra Android Market. Det fungerer faktisk meget godt.