LG Optimus 7 med Windows phone test

Den har været på markedet i over et år, men Optimus 7 er bestemt stadig et kig værd efter opdateringen til Windows Phone Mango dansk.

LG Optimus 7 med Windows phone test

Da vi første gang fik LG’s første bud på en Windows Phone 7-telefon, var vi imponerede over skærmen og det solide chassis. Vi manglede i høj grad en dansk opsætning, men den del er nu klaret, og hvad er det så for en telefon, vi står med?

Ved første øjekast fremstår Optimus 7 som en bundsolid smartphone. Det solide indtryk starter omme på bagsidestykket, der er fremstillet af børstet aluminium, og forstærkes af telefonens markante, kantede udtryk. Kvalitetsindtrykket forstærkes yderligere af Optimus 7’erens størrelse og vægt.

Den 3,8 tommer store og klare skærm med 480 x 800 pixel ligger i et chassis, der måler 125 mm x 59,8 mm x 11,5 mm. Maskineriet vejer 157 gram, hvilket føles solidt, tenderende tungt, men en god balance forhindrer, at det på nogen måde bliver irriterende.

Under touch-skærmen falder ”tre knapper i en”-løsningen dog en smule uden for designet. Plastikknapperne er tilknyttet gode funktioner som ”tilbage”, ”hjemmeskærm” og ”søgning”, men de træder uden bagbelysning slet ikke frem for brugeren, som resten af skærmdelen gør, når man arbejder på telefonen.

Man ”glemmer” dem, og sammenlignet med hjemskærmsknappen på en anden debutant, Samsung Omnia 7, er løsningen ikke udført ret elegant. Det er lidt ærgerligt.

SE MASSER AF BILLEDER AF LG OPTIMUS 7 ØVERST I ARTIKLEN