LG Optimus 7 med Windows phone test
Når man får låst Optimus 7 op, er det let at scrolle op og ned blandt de mange fliser, og skærmen reagerer hurtigt på fingerspidsernes bevægelser. Den smalle skærm passer fint til Windows Phone 7-formatet, hvor applikationerne er placeret i to rækker over hinanden.
Med Mango-opdateringen er der kommet dansk ordbog, og det fungerer som ventet ret godt. I sms-delen er det dog lidt underligt, at man i landskabsmode ikke har valgt at bruge hele skærmens bund til tastaturet, og det resulterer i lidt små taster.
Telefonen har et fint 5-megapixel-kamera, som, når man har taget et billede, er meget ivrigt efter at dele det med resten af verden. Kameraet lægger især op til, at man deler billederne med de mennesker, man har i sine sociale netværk – det er en af grundtankerne bag WP7.
Ad samme sti er det meget nemt gennem en enkelt knap at uploade billeder til Windows Live-lagringsfunktionen SkyDrive.
Kameraet har også en fin panoramafunktion indbygget, så det muligt at tage farligt brede billeder, og det optager videoer i okay HD-kvalitet.
LG Optimus 7 er ikke den nyeste telefon på markedet, men de gode materialer og den gode skærm gør den bestemt til en fin enhed i det mellemste mobilleje. Man kan dog anfægte prisen, der godt kunne ligge et par hundrede lavere, hvis telefonen for alvor skal kunne tage konkurrencen op med nye Android-modeller som eksempelvis Sony Ericsson Xperia Ray.
SE MASSER AF BILLEDER AF LG OPTIMUS 7 ØVERST I ARTIKLEN