LG Optimus L9 er modesmart til prisen
Optimus L9 bliver den mest kraftfulde model i LG’s L-serie, idet den leveres med en dual-core processor på 1 GHz samt en 4,7-tommer IPS-skærm. Både processoren og skærmen er valgt med henblik på lavt strømforbrug, så man kan få en god brugeroplevelse.
Batteriet er også ganske stort med en kapacitet på 2.150 mAh, og det er faktisk ret imponerende, når man ser at modellen er under en centimeter i tykkelsen.
Kameraet tager billeder i en størrelse på 5 megapixels og på forsiden finder vi et VGA-kamera til bl.a. videosamtaler.
LÆS OGSÅ: LG Optimus 4X test
Optimus L9 kører naturligvis Android 4.0 og vi tror på at LG vil opgradere modellen til Jelly Bean – Android 4.1 – inden for en rimelig tidsramme efter lanceringen. LG’s egne tilpasninger til systemet inkluderer notat-programmet QMemo, oversættelsestjenesten QTranslator samt et nyt tastatur, der kan bruges med både en og to hænder.
LG forventer at Optimus L9 vil være tilgængelig i butikkerne i løbet af denne måned til en forventet pris på omkring 2.500 kroner.