LG Optimus One med Android 2.2 – første indtryk
For at en telefon skal være rar at have med at gøre, skal hardwaren og programmerne i telefonen fungere sammen. Med Optimus One er LG på helt rette spor.
Versionen af Android, der er i Optimus One, er den nyeste, kaldet Froyo, eller 2.2, og det betyder, at alle de nyeste tjenester er med. Derimod ved vi endnu ikke med sikkerhed, hvordan det ser ud med opgraderinger til kommende versioner fra LGs side.
Men i hvert fald er LG Optimus One er meget enkelt at komme i gang med, eftersom hele opsætningen føles velkommende og forberedt. Der er ikke så meget, man skal sætte sig ind i, eftersom LG for eksempel allerede fra starten har installeret et udvalg af de tilgængelige programmer, der er på Android Market, programbutikken til Android-telefoner.
Og LG tager dig så at sige i hånden for med et særligt program, der hedder App Advisor, lover de, at de med jævne mellemrum vil tippe dig om nye applikationer, der kan være interessante, blandt de tusindvis af apps, der findes. Nu må vi lige teste Optimus One i længere tid, inden vi kan afgøre, om App Advisor kommer med relevante app-tips, men som udgangspunkt er det smart tænkt, da det kan være svært at finde guldkorn blandt de mange tusind programmer, der finderes i Android Market.
Startskærmene i Optimus One har flere widgets fra starten, blandt andet til lokalt vejr, til musikafspilleren og kalendergenvej og præsentation af den aktuelle måned og de planer, du har lagt ind i Googles kalendertjeneste, hvis du allerede bruger den.
Med den konkurrencedygtige pris, Optimus One skulle ligge på omkring 2.500 kroner uden abonnement, tilbyder Optimus One ikke vildt mange ekstremt fede funktioner, men der er da en del at glæde sig over. Kameraet er på 3 megapixel og har autofokus, men ingen fotolampe. Videooptagelse er på 640 x 480 pixel, så det er ikke topkvalitet og HD, som en del af de dyreste telefoner har i dag, men lige hakket under.
På plussiden finder vi dog, at den fra start er sat op til at kunne fspille DivX-film, uden at man selv skal til at finde et program til den slags. Der findes kun meget få mobiltelefoner, der kan prale med noget lignende.
Præcis som andre Google-telefoner synkroniserer Optimus One dine kontakter fra Gmail og har stærke koblinger til Googles andre webbaserede tjenester. Har du ikke benyttet disse før, er det næsten svært ikke at gøre det nu.
Vi bringer en endelig test af LG Optimus One i Magasinet Mobil og vil selvfølgelig også teste den på Mobil-TV inden for kort tid.
LG Optimus One
Type: Touch-mobil med Android 2.2
Mål: 59 x 113,5 x 13,3 mm
Vægt: 129 gram
Taletid: 7 timer, 30 minutter
Standbytid: 450 timer
Hukommelse: 170 MB indbygget, 2 GB hukommelseskort i formatet micro-SD medfølger.
Maksimal datahastighed: 7,2 Mbit/s (turbo-3G).
Bluetooth: Ja, Bluetooth 2.1 med stereo (A2DP).
Stemmestyring: Stemmestyring og stemmeopkald.
Skærm: 3,2” kapacitiv touch-skærm med 320 x 480 pixel og 256.000 farver.
Spil: Ingen spil følger med, men mulighed for at downloade spil og programmer fra Android Market.
Kamera: 3 megapixel, med autofokus men uden fotolampe. Videooptagelse med opløsning op til 640 x 480 pixel.
GPS: Ja, navigering via Google Maps og Google Navigation.
E-mail: Ja, via pop3 og imap samt Gmail og understøttelse af Microsoft Exchange.
Øvrige funktioner: LG App Advisor, Layer til Augmented Reality, Facebook, Twitter, kontakter, webbrowser, YouTube, musikafspiller, mm.
Tilbehør: Stereohandsfree, USB-kabel, hukommelseskort (2 GB) og oplader med i æsken.
Stik for ekstern antenne: Nej
Producentens hjemmeside: www.lg.com/dk/
Pris: Ca. 2.500 kr.