LG på vej med Viewty II
LG ser nu ud til at være på vej med afløseren til deres populære kameramobil Viewty. Den nye model skulle få det logiske navn Viewty II, og ligesom forgængeren skulle den have et stærkt fokus på kameraet.
Det er det hollandske site GSM Helpdesk, der har spottet den nye LG-model på et show i Holland. De fik ikke lov til at tage billeder af modellen, men måtte nøjes med et foto af den nye models specifikationer. Af dem kan vi se, at modellens fulde navn bliver LG GC900 Viewty II, og at kameraet er på 8 megapixel med xenon-blitz, ansigtsgenkendelse, billedstabilisator og både manuel og automatisk fokus. Video er desuden også kommet i højsædet i den nye model, der kan optage i slow-motion, og understøtter afspilning af formaterne DivX og XviD.
Modellen skulle desuden have en 3 tommer stor skærm med en opløsning på 480 x 800 pixel, og bruge den nye S-Class-brugerflade, som først blev lanceret i LG Arena i sidste måned. Forbindelsesmulighederne er også helt i top med understøttelse af både WLAN, GPS og turbo-3G med en hastighed på op til 7,2 megabit per sekund.
Der forlyder endnu intet om pris eller lanceringsdato for Viewty II, men det får vi nok mere at vide om, når modellen bliver officielt præsenteret af LG i den nærmeste fremtid.
Kilde: GSM Helpdesk