LG tror på dundersucces for den nye Chocolate

I går lancerede LG deres nye designmobil Chocolate på en stor pressekonference i London. Mobil var på pletten og mødte LG's chef i Europa. Han tror, at modellen bliver en dundersucces.

LG tror på dundersucces for den nye Chocolate

Chocolate er den første telefon i en serie, som LG klader for Black Label, og i løbet af året kommer der yderligere 4-5 telefoner i samme serie. Desuden vil der komme en del tilbehør specielt udviklet til disse designtelefoner. Chocolate blev lanceret i Korea allerede sidste år, og har siden da solgt 400.000 eksemplarer, og derfor er ambitionerne høje, når telefonen kommer ud til resten af verden.

– Vi forventer at sælge flere millioner eksemplarer af Chocolate i år, udtalte LG’s europæiske chef, James Kim i går på pressekonferencen i London.

– Vi forventer, den bliver en succes, og allerede nu har vi fået indikationer fra kunderne om, at den her telefon frister dem.

Mest solgte telefon

Telefonen blev sat til salg i England i mandags og allerede efter to dage toppede den listen over de mest solgte telefoner hos flere kæder. Hukommelsen er på 128 MB, så der er plads til et 20-25 sange til den indbyggede MP3-afspiller. Desværre kan man ikke udvide hukommelsen med hukommelseskort, så en decideret musikmobil er der ikke tale om. Kameraet er på 1,3-megapixels. Billedkvaliteten bliver derfor ikke fantastisk, men rækker til lidt sjov og ballade.

Spørgsmålet er også, om målgruppen til denne mobil går så meget op i netop det. De er nok nærmere interesseret i at have en flot mobil, som de kan flashe på cafeen og baren. Det kan James Kin fra LG godt følge:

– Vi tror ikke, at folk absolut altid vil have kameramobiler med en masse megapixels. Denne telefon henvender sig til folk, der vil have en designmobil.

Flere modeller på vej

Flere LG-repræsentanter i Lodon bekræftede, at 4-5 nye modeller i Black Label-serien kommer i løbet af året. Selvom serien først og fremmest satser på design, så forventer vi nu alligevel, at en af modellerne får mulighed for hukommelsesforøgelse og et bedre kamera.

Den model, der blev vist frem i London, er en anelse større end den, der allerede er lanceret i Korea, fortalte LG under pressemødet. Det skyldes, at koreanere rent fysisk ganske enkelt er lidt mindre end europæere, og derfor har mindre hænder.

Det forventes at Black Label-serien kommer i danske hænder i løbet af året, men det bliver næppe Danmark, der komme til at lave det store slagstræk for LG’s nye serie. De små mærker har det svært over for f.eks. Nokia og Sony Ericsson, som operatørerne er mere villige til at yde støtte til.