LG Viewty runder 5 millioner eksemplarer

LG's 5-megapixelmobil med touch-skærm har netop rundet 5 millioner solgte eksemplarer på verdensplan.

LG Viewty runder 5 millioner eksemplarer

Det er efterhånden 14 måneder siden, at LG Viewty KU990 blev sendt ud på markedet i Asien og Europa, og i mellemtiden er den såmænd gået hen og blevet solgt i 5 millioner eksemplarer.

Telefonen har et 5-megapixelkamera med xenonflash og en skærm af typen touch. En af de helt store nyheder ved telefonen var dog, at man kunne lave videooptagelser med 120 fps. Det gør den til en interessant videooptager.

Da den kom ud på markedet, hørte den rent prismæssigt til i den dyre ende, men i dag kan man finde den på nettet fra 1.500 kroner. Derfor er den stadig attraktiv for det brede mobilmarked.

Telefonen kommer i forbindelse med de nye salgstal i to nye farver, light blue og light silver.