LG’s 5-megapixelmobil sættes til salg til oktober
LG’s kommende flagskib, når det gælder kameramobiler, U990 Viewty har 5 megapxiel, autofokus og rigtig blitz. Videooptageren filmer med en opløsning på 640 x 480 pixel, det svarer til VGA-kvalitet. Videokameraet kan optage med op til 120 billeder per sekund, hvilket ingen anden mobiltelefon kan præstere.
Desuden har den videoredigeringsmuligheder samt direkte opkobling til det gigantiske videowebsite, youtube.com. LG oplyser, at modellen har en brugerflade, der ligner LG Pradas, men ellers har den intet med den model at gøre.
LG i Sverige bekræfter, at U990 sættes til salg i Sverige i oktober. Om den når Danmark på samme tid, kan vi ikke få bekræftet af LG herhjemme. Meget tyder dog på, at det vil ske, da LG snart lancerer deres første smartphone herhjemme, nemlig KS10. Det indikerer, at LG stadig vil satse meget på Danmark.
KS10 er i øvrigt også lige blevet præsenteret i Sverige.
U990 Viewty kommer til at konkurrere med flere 5-megapixelmobiler i løbet af efteråret og vinteren. Blandt andet kommer Sony Ericsson snart med deres K850 og Samsung er ligeledes på trapperne med G600.
U990 Viewty lanceres officielt i Tyskland i næste uge.