LGs mini-notebook med Turbo-3G og GPS

LG lover, at firmaets mini-notebook med indbygget 3G-modem og A-GPS er på det danske marked i næste måned.

LGs mini-notebook med Turbo-3G og GPS

Sløret for den såkaldte LG X110 blev løftet tidligere i år, og nu er den så på vej i de danske butikker. LG oplyser, at maskinen er på det danske marked inden udgangen af oktober.

LG X110 afskiller sig en anelse fra de mange andre sub-bærbare i øjeblikket ved at have indbygget 3G-modem, så man ikke skal hente sin forbindelse via en ekstern dongle.

Ifølge LGs nordiske kontor vil computeren dog også blive forhandlet i en standarudgave uden 3G-modem. Hvis man kan nøjes med den, så bliver den vejledende udsalgspris 3.299. Det indbyggede 3G-modem gør computeren 700 kroner dyrere.

Ud over det indbyggede modem minder X110 ret meget om konkurrenterne. Det vil sige 802.11b/g WiFi, Windows XP Home, 1.6GHz Atom processor, 1 GB RAM og WSVGA 10,2 tommer skærm med 1024×600. Det hele har en kampvægt på 1,19 kg og kan købes i enten hvid, pink eller sølv.

LG X110 har som standard en harddisk på 160 GB. Standardbatteriet har med tre celler. Det er muligt at købe batteri med seks celler som ekstraudstyr.