Lill-Babs skal sælge mobiltelefoner
En af Sveriges mest legendariske sangerinder, som den ældre generation i Danmark formentlig kender, bliver Doros nye nordiske brand ambassadør. Samarbejdet indledes med lanceringen af Doro PhoneEasy 615 Lill-Babs Edition. Det skulle være samme udgave som PhoneEasy 615, men bare i lilla.
”Lill-Babs er en perfekt ambassadør for os. Hun er indbegrebet af en aktiv og nysgerrig person i midten af vores målgruppe. Det er en fordom, at alle, der har passeret pensionsalderen, begynder at tage den med ro. Man skal bare se på Lill-Babs for at forstå det”, siger Rudi Iversen, der er country manager hos Doro Danmark.
Han forklarer den lilla farve med, at efterspørgslen har været stor på mobiltelefoner i farver ud over de mest klassiske som hvid og sort.
”Så vi er glade for at kunne præsentere en farve, som er helt anderledes, sammen med Lill-Babs”, fortæller Rudi Iversen.
Doro forklarer, at de mærker en stigende interesse blandt forbrugerne over 65 år for mobiltelefoner, der passer til en aktiv livsstil. Telefonerne skal have et stilfuldt design, et godt kamera og være lette at forstå og betjene.
Doro PhoneEasy 615 er en klaptelefon, der er udviklet i samarbejde med det svenske designfirma Ergonomidesign. Telefonen har store taster, der er lette at ramme, et display med tydelig kontrast og en højere ringetone end almindelige mobiltelefoner.
Lydfrekvensen kan indstilles og justeres til forskellige typer af hørenedsættelser. Lyden i telefonen er klar og tydelig, og menuen er enkel og overskuelig.