Lille klap-Walkman fra Sony Ericsson

Lille klap-Walkman fra Sony Ericsson

Sony Ericsson Z200 blev udviklet hos Sony Ericsson i Lund. Det samme er Walkman-telefonen W800 blevet. Og meget tyder på, at man har slået pjalterne sammen til det, der bliver den første klap-Walkman. Det skriver vores svenske søtersite i hvert fald.

Det billede, som vi her kan vise, er en montage – der er altså ikke tale om den nye telefon. Til gengæld giver den et klart billede af, hvordan den formentlig kommer til at se ud. Farvemæssigt bliver modellen hvid og lysgrå med et lille grønt Sony Ericsson logo, der skiller den hvide farve fra den grå farve. Nogle oplysninger tyder også på, at modellen vil blive lancereret i sort.

Foran sidder et stort display, som også anvendes, når man anvender mobilen som MP3-afspiller – en afspiller, der kan styres med tasterne uden på telefonen. Pointen med telefonen er, at den i sammenklappet stand virker som en MP3-afspiller og i åben stand som en telefon.

Hukommelse er der også rigelig af. I følge oplysningerne får den 300 MB indbygget hukommelse og plads til et ekstra 512 MB kort – som naturligvis bliver af Memory Stick Duo typen.

På telefonens sider sidder der gummikanter, der gør telefonen god at holde ved, og som samtidig gør den mere stødabsorberende. I det hele taget virker det som om modellen er meget ungdommelig.

På bagsiden af telefonen sidder et 2 megapixel kamera – et kamera som Sony udviklerne står bag. Foruden kameraet, er der også blevet plads til en højttaler på bagsiden. Samtidig varsler den nye Walkman mobil også et nyt samarbejde. Nemlig med Adobe, der i følge vores oplysninger har lagt et billedredigeringsprogram ind i mobilen.

I følge vores oplysninger er modellen først klar til lancering i starten af det nye år.