Lille Samsung-smartphone med fuldt tastatur
Samsung ser ud til at synes, at IFA-messen i Tyskland er det helt rigtige sted at præsentere nye mobiler. I hvert fald har de nu officielt præsenteret endnu en af slagsen. Der er tale om den lille skydemobil i620, som vi før har skrevet, var på vej.
Samsung i620 virker som en efterfølger til Samsung i600, men er alligevel væsentlig anderledes på flere punkter. Den har stadig det fulde qwerty-tastatur, som vi kender fra i600. Den bruger også stadig styresystemet Windows Mobile, der dog nu er blevet opgraderet til den nye version 6 Standard. Til gengæld er modellen i modsætning til forgængeren en skydemobil.
Kameraet er blevet opgraderet til 2 megapixel, og samtidig er størrelsen blevet mindre med mål på blot 94 x 59 x 16 mm. Til gengæld har det betydet, at skærmen nu kun er på 2,0 tommer, og at der ikke længere er indbygget WLAN. Turbo-3G med understøttelse af hastigheder op til 1,8 Mbit/s er dog stadig at finde i modellen.
Pris og udgivelsesdato er ikke blevet offentliggjort, men modellen kommer formentlig på gaden inden for et par måneder.