Lille X10-opdatering klar
Den nye opdatering hedder R1FB001, og opdaterer telefonens basebandversion til version 1.0.21. Opdateringen er endnu kun tilgængelig for kunder med nordisk eller amerikansk software på telefonen, men ikke alle danske operatører har taget opdateringen til sig endnu. Derfor skal du være opmærksom på, at opdateringen ikke nødvendigvis dukker op, hvis du har en telefon med operatørbrandet software fra f.eks. mobiloperatøren 3.
Hvis du er fast besluttet på at opdatere til den seneste version, er det dog muligt at fjerne operatørbrandingen fra telefonen ganske gratis ved at følge diverse guider på Internettet.
Hurtigere til tunge programmer
Vi har afprøvet den nye softwareopdatering til X10, og der er bestemt tale om lidt af en overhaling mht. telefonens hastighed i de tunge programmer, såsom Mediascape og Timescape, hvor telefonen nu er markant hurtigere om at scrolle i lange lister med indhold og indlæse statusopdateringer fra sociale netværk.
Du kan hente opdateringen gennem Sony Ericsson Update Service på www.sonyericsson.com/update. Det anbefales på det kraftigste, at tage backup af dine mest vigtige filer, da opdateringen kan slette brugerdata og installerede programmer.
Sony Ericsson forventes desuden at frigive en større opdatering i løbet af de næste par uger. Her skal der have været fokus på bedre batterilevetid og forbedret hastighed.