Liveview – avanceret fjernstyring til Android
Sony Ericssons nye LiveView er en kombination af fjernstyring og informationsdisplay til Sony Ericssons Android-mobiler. Det er svært ikke at sende en tanke til Sony Ericssons Bluetooth-ure, hvor man blandt andet kunne se, når der var kommet nye sms’er. Funktionsmæssigt har Liveview dog flere muligheder. Liveview en skærm på 1,3 tommer, hvor man kan læse nye sms’er, se Facebook-opdateringer og Twitter-opdateringer.
Skærmen er ikke af typen touch, men udover de to taster, kan man også bruge skærmens trykfølsomme kanter til at styre, hvad der skal vises og til at styre udvalgte funktioner i mobilen.
Sony Ericsson oplyser, at Liveview vil fungere med alle modellerne fra X10-serien samt med de fleste mobiltelefoner med Android 2.0 og opefter. En SDK (udviklerværktøj) skulle i følge Sony Ericsson snart blive lanceret, så udviklere selv kan lave Liveview-plugins til Android-apps – det gælder både allerede eksisterende og kommende apps.
Hvor store muligheder, man reelt får til at styre tredjepartsprogrammer med et Liveview-plugin, må vi se, når Liveview kommer på gaden.
Det skulle ske i løbet af 4. kvartal, hvor man enten vil kunne købe Liveview som separat tilbehør eller i de såkaldte Experience Packs. En af disse Packs bliver en Fitness Pack med Liveview og Sportypal. Se videoen herunder.
Mobil har i skrivende stund ikke kunnet få oplyst fra Sony Ericsson, hvad Liveview og de forskelle Experience Packs kommer til at koste.