Lumia 625: Billig smartphone med stor skærm
Nokia fortalte i går, at “noget stort ville lande” her til morgen. Beskeden var kryptisk og kunne forstås på mange måder, og det endte altså med at blive en annoncering af Lumia 625.
Lumia 625 er en smartphone i den helt billige ende af skalaen. Nokia forventer at den kommer til at koste omkring 2.000 kroner uden abonnement herhjemme. For de penge, får man en Windows-mobil med seneste udgave af det mobile styresystem, en 1,2 GHz dual-core Snapdragon S4-processor samt mulighed for LTE. Det er altså ganske imponerende af en telefon i denne prisklasse.
Derudover får man altså Nokias hidtil største smartphone-skærm på 4,7 tommer. Opløsningen er på sølle 800 x 480 pixels, og her mærker man altså hurtigt, at der er tale om en budget-telefon. Den store fysiske størrelse og lave skærmopløsning lyder ærligt talt som en dårlig kombination.
LÆS OGSÅ: Første indtryk af Lumia 1020
Kameraet er på 5 megapixels med autofokus. Telefonen kommer med Nokias Smart Camera-app, der også findes på bl.a. Lumia 925. Der er 8 GB indbygget hukommelse til dine bedste billeder, og du kan udvide med store microSD-kort, hvis det skulle lyste.
Telefonen kommer på markedet i starten af september, og kommer altså til at koste omkring 2.000 kroner herhjemme. Den bliver tilgængelig i en række farvevarianter, herunder orange, grøn, gul, hvid og sort.
GALLERI: Se billeder og video af Lumia 625