Lumia 950 og Lumia 950 XL er officielle – klar til november

Microsoft har netop lanceret de nye Lumia 950 og Lumia 950 XL og de er klar til salg til november. Se priser og specs for de nye Lumia-mobiler fra Microsoft.

Lumia 950 og Lumia 950 XL er officielle – klar til november

Så kom de endelig, de nye Lumia 950 og Lumia 950 XL fra Microsoft. Her er alt du skal vide om de to nye Windows 10 Mobile mobiler.

Lumia 950 har skærm på 5,2 tommer og Lumia 950 XL skærm på 5,7 tommer, begge med 2K-opløsning og skærmene er af typen OLED. De er udstyret med Glance Screen teknologi, der betyder, at man kan se missede opkald og mails på standby-skærmen uden at aktivere selve skærmen.

Kameraet i begge modeller er med 20 megapixel med optisk billedstabilisering og de har begge en dedikeret kamera-tast på siden.

Begge modeller kommer med 32 GB hukommelse med plads til hukommelseskort. Til opladning kommer de med USB Type C, der giver 50 procent opladning på kun 30 minutter. USB Type C tillader også dataoverførsel på op til 5 Gbit/s.

 

Med Continuum er de som computere

Takket være Windows 10 Mobile har de også Cortana, Office og webbrowseren Edge og Microsoft kalder selv de nye Lumia-mobiler for de mest produktive mobiltelefoner på markedet.  “Med de universielle apps på vej, er muligheder ufattelige”, lyder det fra Microsoft.

Microsoft demonstrerer i øvrigt, hvordan telefonerne kan fungere som deciderede computere, når de kobles til en stor skærm. Opkoblingen sker via HDMI, Display-port eller USB. Det er i øvrigt det, som Microsoft kalder for Continuum.

En nyhed til Microsofts mobiler er Windows Hello, der er en metode til at logge på Windows 10-enheder med et enkelt blik eller en berøring. Det demonstrerer Microsoft på scenen og det ser ud til at virke virkelig godt.

 

Pris for Lumia 950 og Lumi 950 XL

Lumia 950 vil koste 549 dollars og Lumia 950 XL får et prisskilt på 649 dollars, når de kommer til november. Direkte omregnet med moms lander Lumia 950 på knap 4.600 kroner, mens Lumia 950 XL lander på 5.400 kroner. Vi skal nok forvente lidt højere danske priser, og mit gæt er 4.999 kroner for Lumia 950 og 5.999 kroner for Lumia 950 XL.

 

Lumia 950 specifikationer

  • Mål: 145 x 73,2 x 8,25 millimeter
  • Vægt: 150 g
  • Skærm: 5,2 tommer, 2K-opløsning (2.560 x 1.440 pixel), skarphed på 564 ppi
  • Farver: Sort/Hvid
  • Hukommelse: 32 GB indbygget hukommelse, plads til hukommelseskort op til 200 GB.
  • Processor: Snapdragon 808, seks kerner
  • Bluetooth: 4.1
  • Batteri: 3.000 mAh, USB-C til lyn opladning, har også trådløs opladning
  • Kamera: 20 megapixel, Carl Zeiss-optik, Optisk billedstabilisering, 3 LED fotolamper, videooptagelse i 4K
  • Frontkamera: 5 megapixel vidvinkel, video i fuld HD

 

Lumia 950 XL specifikationer

  • Mål: 151,9 x 78,4 x 8,1 millimeter
  • Vægt: 165 g
  • Skærm: 5,7 tommer, 2K-opløsning (2.560 x 1.440 pixel), skarphed på 518 ppi
  • Farver: Sort/Hvid
  • Hukommelse: 32 GB indbygget hukommelse, plads til hukommelseskort op til 200 GB.
  • Processor: Snapdragon 810, otte kerner
  • Bluetooth: 4.1
  • Batteri: 3.340 mAh, USB-C til lyn opladning, har også trådløs opladning
  • Kamera: 20 megapixel, Carl Zeiss-optik, Optisk billedstabilisering, 3 LED fotolamper, videooptagelse i 4K
  • Frontkamera: 5 megapixel vidvinkel, video i fuld HD