M1 atter i Forbrugerrådets søgelys
Konkurrencen mellem telebranchens lavprisselskaber er så hård, at der skal tjenes penge på uoverskuelige gebyrer. Det mener Forbrugerstyrelsen. En vred M1-kunde kan således i tirsdagsudgaven af gratisavisen 24timer fortælle om et overtræk på fire øre, der blev pålagt et gebyr på 50 kroner. Det er 1.250 gange mere end det udestående beløb.
– Det er klart, at beløbet, som selskabet kræver ind, skal stå mål med det skyldige beløb. Når fire øre bliver til 50 kroner, så er der ingen tvivl om, at det er ude af proportioner, siger Thomas Hopp, der er telepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
Mulighed for ændring
Sagen får rådet til at råbe vagt i gevær i forhold til hele branchen.
-Konkurrencen om minutpriserne er benhård, så derfor må mobilselskaberne kræve penge ind på afgifter og gebyrer. Det er tit helt uoverskueligt med disse gebyrer, som gør det meget svært for kunderne at finde ud af de reelle udgifter, siger Thomas Hopp.
Han understreger dog, at M1 ifølge hans overbevisning ikke har brudt nogen regler med det forholdsmæssige høje gebyr, da det er nævnt i firmaets forretningsbetingelser.
M1s direktør Mads Peter Veiby forklarer til 24timer, at de 50 kroner er et standardbeløb, som ikke tager højde for kundernes egentlige gæld. Han lufter dog muligheden for, at en kommende ændring i firmaets administration vil medføre, at gebyrets størrelse bliver afhængigt af størrelsen på kundens overtræk.