M600 – Sony Ericssons nye tastaturmobil
M600i er den anden Symbian OS 9.1- og UIQ 3.0-udrustede telefon i Sony Ericssons program. Det betyder at brugeren selv kan tilpasse applikationer og betjeningsfunktioner efter behov og lyst. Nye push e-mail applikationer, fjernsynkronisering og mulighed for at udvide hukommelsen giver brugeren en UMTS-telefon og en e-mailforbindelse, der nemt kan være i lommen – den er nemlig kun 15 mm tyk, og blandt de tyndeste 3G-telefoner på markedet.
– Undersøgelser viser, at der er omkring 650 millioner professionelle brugere af e-mails i verden, og behovet for ægte mobil e-mail vokser hurtigt. Der findes udstyr, der udelukkende kan benyttes til at håndtere e-mails. Men vi er sikre på, at de fleste vil vælge produkter, hvor hurtig og nem e-mailhåndtering kan klares med telefonen., fortæller Kenneth Møller, der er National Account Manager for Sony Ericsson i Danmark.
Software-platformen og bruger-interfacet i M600i kan multitaske – for eksempel browse på internettet, mens der foretages et telefonopkald. M600i benytter sig også af alle 3G-mulighederne med hurtig og nem håndtering af e-mails (også med store attachments) og stor båndbredde ved download af multimedia. M600i kan også håndtere dokumenter som PowerPoint, Word og Excel og har endelig også en Adobe PDF-viewer. Med disse programmer er det jo rart med QWERTY-tastatur.
M600i har 80 MB intern hukommelse, og der leveres et 64 MB Memory Stick Micro med ved køb. M600i bliver dermed det første Sony Ericsson-produkt, der er forsynet med det nye hukommelseskort.
Sony Ericsson M600i leveres i Granite Black og Crystal White i løbet af 2. kvartal af 2006.