Månen kan få mobildækning
NASA er blevet pålagt af den amerikanske regering, at sende en bemandet ekspedition til Mars. Det er et meget kompliceret projekt, og et nødvendigt led i dette bliver at bygge en bemandet månebase. Med folk der både skal befinde sig og bevæge sig rundt på månens flade, er det nødvendigt at tale og sende tekst, så derfor har man bestemt sig for at få et funktionelt mobilnet på månen som et led i Mars-projektet.
Det fremgår ikke af vores kilder, hvorfor den gamle og ganske hæderlige radioteknik, som Neil Armstrong og de andre gutter benyttede sig af, ikke duer til månekolonister. Og det er selv om, der også nu bliver sendt enorme mængder forskningsdata fra robotsonden på Mars over samme teknologi.
Måne-mobilsystemet skal i alle fald være satellitbaseret, hvor en eller to satelliter skal give mobildækning over månens sydpol – der hvor månebasen skal placeres. Systemet skal være ligeværdigt med det jordiske satellittelefonsystem fra 90’erne. Datakapaciteten kommer til at ligge å 2-3 kbit/s, hvilket burde række til at sende en sms på månen, men ikke så meget mere.
Projektet skal gennemgå en analyse, for at finde fordele og omkostninger inden det bliver godkendt.