Mange billeder af heftig Android-mobil

LG er ved at kæmpe sig tilbage i Android-kampen med en ny lækker topmodel, der har en stor skærm og gør brug af en dual-core-processor fra Nvidia.

Mange billeder af heftig Android-mobil

Noget tyder på, at LG endelig er ved at vågne op til dåd på smartphone-markedet, efter de i noget tid har haft svært ved at hamle op med konkurrenternes topmodeller. En ny Android-model laver om på dette.

Nvidia Tegra 2 med dual-core

Den kommende model går under navnet Star, og vi har faktisk allerede tidligere berettet om den. Den har en touch-skærm på omkring fire tommer, et kamera på 8 megapixel og gør brug af Nvidias Tegra 2-platform, hvilket blandt andet inkluderer en dual-core-processor.

Der er dog nu dukket nye billeder og flere informationer op.

HDMI-port og fuld HD

På de nye billeder ses det, at modellen som en af stadig få mobiler har en HDMI-port, så man nemt kan vise film skudt med mobilen på sin fladskærm. Og hvem vil ikke gerne kunne det, når Star kan optage videoer i fuld HD-opløsning, altså 1920 x 1080 pixel.

Modellen på billederne bruger Android 2.2, men det er dog muligt, at den bliver opgraderet til Android 2.3 inden den kommer på markedet. Den gør også brug af LG’s egen brugerflade, hvilket der nok er delte holdninger til. Til gengæld skulle modellen klare de foreløbige hastighedstest med bravur.

LG Star skulle komme på markedet engang i første kvartal næste år, og i mellemtiden kan du se flere billeder af den på linket herunder.

Kilde: phandroid.com