Manglende operatøropbakning sår tvivl om Samsungs Android-konkurrent
For et par uger siden valgte den store japanske operatør NTT DoCoMo at udskyde planerne om at tage Tizen-telefoner ind i sortiment på ubestemt tid. Tizen er Samsungs eget styresystem til smartphones og bliver anset som Samsungs forsøg på at konkurrere med Googles Android.
Den amerikanske operatør Sprint var også med i Tizen-projektet, men har også trukket sig ud af det og den store spanske operatør Telefónica har også forladt skuden til fordel for Firefox OS.
Endelig har vi også den store franske operatør Orange, der stadig er med i projektet, men som nu siger, at de ingen planer har om at tage en Tizen-smartphone ind i sortiment i den nærmeste fremtid.
Samsung skulle tilsyneladende stadig have mod på at sætte Tizen i søen og det forventes, at de præsenterer den første smartphone med styresystemet på Mobile World Congress i Barcelona sidst på måneden.
Måske de også vil fortælle mere om her, hvordan de vil få Tizen-smartphones ud over rampen, nu hvor nogle af de helt store operatører rundt om i verden vender tommelfingeren ned i forhold til projektet.