Manglen på AMOLED rammer Google Nexus S
Samsung og Googles nye smartphone, Nexus S, minder på rigtig mange måder om Samsungs egen topmodel, Galaxy S. Også når det kommer til skærmen, der er fire tommer stor, har en opløsning på 480 x 800 pixel og er af Samsungs egen Super AMOLED-type. Sådan bliver det dog ikke for alle Nexus S-modeller.
Selvom Google, måske med vilje, tilsyneladende ikke reklamerer så meget med det, så skulle Nexus S have en Super AMOLED-skærm, når den bliver tilgængelig i USA og Storbritannien senere på måneden.
Kun LCD i Rusland
Når Nexus S udkommer andre steder i løbet af næste år, skal man dog ikke regne med, at den nødvendigvis også har en Super AMOLED-skærm. I Rusland skulle Nexus S udkomme i februar måned næste år, men her vil den ifølge Samsung i Rusland have en Super Clear LCD, hvilket nok nogenlunde svarer til de Super LCD-skærme, som vi kender fra blandt andet flere af HTC’s modeller.
Grunden til den manglende Super AMOLED-skærm i den russiske Nexus S er formentlig, at det stadig er svært for skærmproducenterne at producere nok AMOLED-paneler til at tilfredsstille efterspørgslen.
Uvist i Danmark
I Samsungs danske pressemeddelelse omkring Nexus S stod intet om hverken Super AMOLED eller Super LCD, så det er altså uvist hvilken skærmtype vi vil få modellen at se med herhjemme.
Kilde: Unwired View