Masser af Android-lækkerier fra Acer
Acer er en af verdens største computerproducenter, og de fleste danskere kender formentlig også mærket. På mobilmarkedet har de dog endnu ikke haft den store succes, men det holder dem ikke tilbage for at klø på med flere modeller.
Det thailandske site DroidSans har nu lækket billeder af ikke mindre end tre nye modeller med Android 2.2 fra Acer. Billederne er blevet fjernet fra sitet igen, men som med så meget andet på nettet, så forsvinder sådanne billeder ikke så let.
To af de nye modeller er smartphones, mens den sidste er en tablet.
Særpræget smartphone
Den første smartphone ved navn Liqiud Metal har vi set før. Den er delvist udført i metal og skulle have en touch-skærm på 3,6 tommer og en processor på 800 megahertz.
Den anden smartphone er også udført i metal, men dens udseende er dog lidt mere særpræget. Specifikationerne for denne model kendes ikke, men som det ses af billederne er skærmen meget aflang. Den minder lidt om LG’s særprægede BL40 Chocolate, der også havde en særdeles aflang skærm.
Tablet med Android 2.2
Sidst, men absolut ikke mindst, så har sitet også billeder af en kommende tablet fra Acer. Ud over at styresystemet ser ud til at være Android 2.2, kendes der dog ikke yderligere detaljer om modellen.
Det er usikkert om modellerne kommer på markedet herhjemme. Med Acers tilstedeværelse på det danske computermarked, er der dog en god chance for at i hvert fald den nye tablet også kommer ud i de danske butikker.
Du kan se flere billeder af både tablet og smartphones på linket herunder.
Kilde: Unwired View
Seneste tilføjelse til sagen
Siden vi publicerede denne historie er der kommet nyt i sagen. Redaktionen gik et skridt videre. Allerede d. 28/9/2010 fulgte vi historien op med en sag med fokus på Kan PlayBook slå Apples iPad? – Klik her og læs historien.. Tematikken er fortsat aktuel. Klik her for de sidste nyheder..