Masser af grafisk power på vej fra Samsung
Samsung har altid mange modeller i støbeskeen, men nogle er naturligvis altid mere spændende end andre. En af de modeller, der tilsyneladende bliver meget spændende at se i aktion, er en mobil, der skulle gøre brug af en særdeles kraftig grafikchip.
Klarer HD-video med lethed
Der er tale om NVIDIAs nye grafikchip Tegra, der blandt andet skulle klare både afspilning og optagelse af HD-video med lethed. En Samsung-repræsentant har nemlig netop bekræftet, at Samsung arbejder på en mobiltelefon med netop denne chip. Microsofts kommende Zune HD-multimedieafspiller gør også brug af denne chip, men indtil nu er der stadig ingen officielle informationer om mobiler, der gør det samme.
Med en sådan grafisk regnekraft som Tegra tilbyder, er der formentlig tale om en avanceret smartphone. Om Samsung satser på Symbian, Windows Mobile eller Android i modellen, er dog uvist.
Kilde: Laptop Mag