Masser af kommende nyheder i Android 4.2
Et nyt Nexus-certificeringsprogram skal principielt gøre alle producenter i stand til at producere Nexus-telefoner. Nexus-telefonerne skal naturligvis være baseret på såkaldt "rene" versioner af Android-systemet (dvs. uden tilpasninger), og herudover skal de også have NFC til Google Wallet. Et tredje krav er, at Nexus-enhederne skal inkludere en mængde sikker hukommelse, som skal bruges til en kommende streaming-tjeneste på Google Play.
Nye tilpasninger
En rigtig spændende ændring i Android 4.2 bliver nye tilpasningsmuligheder. Her vil man kunne ændre udseendet på dynamiske ikoner og man vil desuden kunne tilføje en slags filtre på brugergrænsefladen, så man får et helt andet udseende.
Det såkaldte "Customization Center" skal gøre det muligt for producenter, at tilføje deres egne tilpasninger og temaer på en let måde, men samtidig gøre det muligt for brugeren at skifte til den "rene" Android-oplevelse, hvis man ønsker dette.
Det kunne meget vel lyde som om, at Google langt om længe er på vej til at løse problemet om at størstedelen af alle Android-enheder stadig kører gamle udgaver af styresystemet. Ved at tilføje producenternes tilpasninger som et lag oven på selve systemet, vil man nemlig kunne opdatere de kritiske systemdele uden at påvirke producenternes visuelle temaer og tilpasninger.
Forbedret batteritid
I Android 4.1 introducerede Google det såkaldte "Project Butter", hvis formål var, at gøre Android-oplevelsen mere flydende. Nu lader det til at man er på vej med et andet projekt i samme stil – denne gang handler det dog om at forbedre batterilevetiden. Projektet kaldes for "Project Roadrunner", og vi håber på at forbedringerne vil blive lige så markante på batteriet som Android 4.1-ændringerne var på brugeroplevelsen.
Desuden lader det til at Google vil opdatere en række af kerne-applikationerne. Her snakker vi om Google Play, Google Now og endda standard-videoafspilleren i Android. Videoafspilleren skal angiveligt udsættes for en "større omlægning" med nye muligheder for udviklere.
Meget tyder på at næste Android-version vil blive præsenteret senere på måneden i forbindelse med en større LG-præsentation. Vi holder selvfølgelig øje med udviklingen.
Opdatering kl. 12.45: Det lader til at samtlige af disse rygter var det pure opspind. Rygterne stammer fra hjemmesiden Android and Me, der havde fået dem fra en "troværdig kilde", som angiveligt havde haft ret adskillige gange tidligere. Nu har kilden dog valgt at komme frem, og fortæller at han har opfundet rygterne og at han desuden aldrig har givet andre oplysninger til hjemmesiden – de har altså selv opdigtet, at han var en pålidelig kilde.