Masser af nyheder i Galaxy S3-opdatering
Opdateringen til Android 4.1.2 byder i sig selv ikke på meget nyt på Galaxy S3. Der er en del fejlrettelser og lidt bedre ydelse, men derudover er der ikke sket meget nyt.
De helt store ændringer i den nye opdatering til Galaxy S3 finder man, når man begynder at bruge telefonen. Den har nemlig arvet en hel del funktionalitet fra Note 2.
Den mest velkendte funktion fra Note 2 er formentlig muligheden for at vise flere apps på samme tid, og det kan man nu også på Galaxy S3. Derudover har telefonen fået samme galleri-applikation som Note 2.
LÆS OGSÅ: Samsung Galaxy S3 sælger bedre end iPhone 5 i England
Notifikationspanelet kan nu tilpasses til den enkelte brugers behov, og Samsung har fundet på en smart måde at håndtere skærmrotation på. Nu tilpasser telefonen nemlig skærmrotationen efter hvilken vinkel, man betragter skærmen fra.
Opdateringen er i øjeblikket ved at blive udrullet, så danske Galaxy S3-ejere kommer formentlig snart til at modtage en notifikation om at opdateringen er tilgængelig.