Mere 5 megapixel fra Samsung

For blot få dage siden introducerede Samsung sin helt nye 5-megapixelmobil med navnet G600. Nu er der imidlertid allerede dukket nyt op om endnu en 5-megapixelmobil fra den koreanske producent.

Mere 5 megapixel fra Samsung

2007 ser ud til at blive året hvor 5 megapixel i mobilen mere bliver reglen end undtagelsen. Nokia, Sony Ericsson og Samsung har allerede modeller med det, og LG er på vej med deres nyeste af slagsen. Det ser dog ikke ud til, at Samsung vil nøjes med den ene 5-megapixelmobil, de fremviste for få dage siden. En ny model med endnu flere funktioner skulle nemlig være på vej.

Navnet på den nye model skulle blive Samsung G800. Som vi kender det fra Samsung U600 og U700, skulle G800 minde om G600. Men funktionerne har lige fået et ekstra pift. Således skulle manglen på 3G i G600 være udbedret. Faktisk skulle G800 oven i købet have turbo-3G. Desuden skulle der nu være indbygget en xenon-flash, som man kender det fra rigtige kameraer. De første billeder af modellen tyder desuden på, at modellen som en af ganske få mobiler på markedet vil få tre gange optisk zoom. Hvis dette holder stik, og størrelsen er i orden, bliver den helt sikkert en af markedets mest eftertragtede kameramobiler.

Samsung G800 skulle komme på markedet sidst på året til en endnu ukendt pris.