Metal og gode funktioner – det er T650
T650 føles tynd og let. Ingen tvivl om det. 12,5 millimeter, så tynd er T650, og det føles godt sammenlignet med K800. Derudover har den mange gode funktioner; ikke mindst det fremragende kamera fra K800, som er blevet presset ned i et så lille format. Dette har dog også sine ulemper, da T650 ikke har linsebeskyttelse eller rigtig blitz – der har simpelthen ikke været plads.
Billede-blog
Billederne taget med det indbyggede kamera kan videresendes med blog-funktionen, som vi kender fra tidligere Sony Ericsson-telefoner. Også musikafspilleren kan genkendes – den minder om den simple udgave af Walkman-afspilleren.
Metal
Kvalitetsfølelsen er helt i top med denne telefon. Metalcoveret føles rigtig gedigent, og skærmen, som har ridsefrit glas, bidrager også til kvalitetsfølelsen.
Derudover har skærmen også en rigtig god kontrast og betragtningsvinkel. Skærmen er 1,9 tommer stor, og virker fint til de fleste funktioner, men er ikke lige så stor som på dyrere 3G-telefoner såsom N73 fra Nokia. Dog står skærmen meget skarpt.
Flot menu
Menuen er baseret på Flash, og det giver mulighed for at skifte hele hovedmenuens udseende, når man skifter tema. Ikonerne er flotte, og telefonen vibrerer, når man navigerer rundt i menuen.
Telefonen kommer i to farver; Growing Green og Midnight Blue. Den grønne minder dog mest af alt om en slags mintgrøn.
Formatet og funktioner taget i betragtning, tror jeg bestemt, at T650 bliver en storsælgende telefon. Sony Ericsson har telefonen ude i butikkerne i "tredje kvartal", hvilket kan betyde alt fra midten af sommeren og hen til midten af efteråret.