Microsoft afslører detaljerne for deres online-butik

I sidste måned præsenterede Microsoft den nye online-butik til Windows Mobile. Nu har de offentliggjort detaljerne for den.

Microsoft afslører detaljerne for deres online-butik

På mobilmessen Mobile World Congress i Barcelona i sidste måned præsenterede Microsoft ikke blot en ny version af Windows Mobile, men også en ny online-butik til deres mobile styresystem. Navnet på den nye butik er Windows Marketplace for Mobile, og Microsoft har nu offentliggjort detaljer for, hvordan butikken kommer til at virke for programudviklere, der vil bruge den.

Ligesom med Apples App Store vil programudviklerne få 70 procent af indtægterne fra salget af deres programmer. Til gengæld skal man betale en afgift på cirka 600 kroner om året, for at få lov til at lægge sine programmer ud på Windows Marketplace for Mobile. For disse 600 kroner får man lov til at lægge fem programmer om året ud i online-butikken, og hvert ekstra program ud over de frem vil koste yderligere 600 kroner at lægge op.

Hvis du er interesseret i at udvikle programmer til Windows Marketplace for Mobile, kan du komme i gang på Microsofts hjemmeside her.