Microsoft fremviser Windows 7 til tablets
Microsoft har netop præsenteret Windows Embedded Compact 7, der skal bruges på bl.a. tabletcomputere. Præsentationen sker i kølvandet på flere MeeGo-baserede præsentationer fra bl.a. Intel med deres Moorestown-tablet. Microsofts hardwarepartnere har desuden fået klask for at inkludere den almindelige Windows 7 på deres tabletcomputere, da styresystemet ikke er optimeret til denne type computere.
Microsoft har tilpasset den nye udgave af systemet med bl.a. forbedret multitouch-understøttelse og indbygget Silverlight, så udviklere let kan udvikle grafisk imponerende programmer til systemet.
Andre nyheder inkluderer forbedret bibliotekværktøjer til mediefiler. Der er også understøttelse for afspilning af bl.a. MPEG-4 filer i HD. Integration med Windows Device Stage er også muligt, og fordi Microsoft står bag systemet vil man let kunne forbinde det til hjemmecomputeren og dele filer på tværs af enheder over f.eks. DLNA.
Dokumentfremviserne er også blevet opdateret, og så er der desuden kommet forbedret AirSync og Exchange-understøttelse.
I forhold til f.eks. MeeGo vil Microsoft have den fordel, at mange udviklere allerede kan programmere i et af de mange understøttede programmeringssprog og at man fra både udviklere og producenters side vil kunne udnytte seneste hardware i produkterne.
Du kan hente en tidlig udgave af det nye system på Microsoft hjemmeside, hvor du desuden også kan se demonstrationsvideoer:
http://www.microsoft.com/windowsembedded/en-us/products/windowsce/compact7.mspx