Microsoft frygter TDC: Holder gratis musik ude af Danmark
Hvorfor downloade ulovligt, når man lovligt kan få streamet al verdens musik on-demand gratis med kun en par reklamer som eneste betaling? I svaret på det spørgsmål ligger en god del af forklaringen på den succes, som den svenske musiktjenste Spotify har opnået på kort tid.
Nu er ingen ringere end Microsoft klar til at kopiere Spotify-konceptet.
Kopierer succesfuld tjeneste
Musiktjenesten bliver en del af udbuddet på MSN og sandsynligvis også Xbox Live tjenesten, rapporter flere britiske medier. Der bliver tale om gratis adgang til streams samt mulighed for betalte downloads.
Talsmand for det britiske MSN Peter Bale lægger ifølge telegraph.co.uk ikke megen skjul på, at MSN-tjensten er stærkt inspireret af Spotify:
-Vi vil snart lancere en musik streaming tjeneste. Den vil ligne Spotify-princippet, men vi undersøger stadig, hvordan forretningsmodellen vil komme til at virke," sagde han tidligere i juli.
TDC Play holder Microsoft ude
MSN-musikken kommer foreløbigt kun til at spille i England, Frankrig Tyskland og Spanien, fortæller MSNs danske talskvinde Signe T Madsen:
-Herhjemme er vi lidt tilbageholdende med lanceringen på grund af tilstedeværelsen af TDC Play, siger hun til Mobils søstermagasin ComON.
MSN DK har dog nogle andre musikinitiativer på bedding, som man ikke er klar til at melde ud om endnu, lyder det fra talskvinden.