Microsoft: Ingen Tegra i Windows-mobiler
Da Microsoft lancerede de første Windows Phone-modeller for godt et år siden, var det tydeligt at IT-giganten havde fastsat nogle stramme krav omkring hardwaren, som mobilproducenterne skulle overholde.
Selv om Microsoft nu planlægger at give producenterne mulighed for at lave enklerere og billigere Windows-mobiler har man ingen planer om at lade forskellige processorproducenter blande sig i legen.
"Fremover kommer Qualcomm til at være den eneste leverandør," har Microsofts mobilchef Andy Lee sagt i en udtalelse til Bloomberg.
Ifølge Lee indebærer samarbejdet med Qualcomm, at Microsoft kan holde priserne nede på telefonerne og forsikre at brugeroplevelsen bliver så god som muligt.
Hvis du har haft drømme om at få en Windows-mobil med Nvidias Tegra-processor, skal du altså ikke regne med, at det bliver inden for den nærmeste fremtid…