Microsoft klar med Windows Phone 8 på computeren
Kilder tæt på Windows Phone har nu fortalt lidt om udseendet af Microsofts nye såkaldte companion-app til Windows Phone 8. Den nye app bliver designet med det velkendte metro-design fra Windows 8, og kommer til at fungere direkte som en app på Windows 8 maskiner. Programmet skulle give et hurtigt og nemt overblik over billeder, videoer, musik og de dokumenter, man måtte have på sin Windows Phone 8 enhed, og derfra gøre det let at synkronisere disse med computeren.
Både på Windows 8 og på Windows 7 maskiner vil programmet automatisk blive installeret, når man tilslutter sin enhed, og på Windows 7 kommer designet til at være det samme som Windows 8 udgaven.
Når man slutter sin mobile enhed til computeren medfølger der for det meste noget software fra mobilproducenten – også kendt som en ”Companion app”. De oprindelige Windows Phone maskiner der kom på markedet brugte Microsofts eksisterende ”Zune” software som companion.
Zune var oprindeligt Microsoft modspil til Apples iTunes og iTunes Store, hvortil de også havde udviklet en Zune afspiller, der skulle konkurrere med iPod’en. Det blev dog aldrig den store succes i USA, hvilket nok har været grunden til, at Zune aldrig rigtig nåede til Danmark. Microsoft er nu ved at udfase Zune, men man vil til gengæld starte Xbox Music, hvilket nok også er grund til, at man går væk fra Zune softwaren til Windows Phone enheder.
Kilde: The Verge