Microsoft lukker programbutik til Windows Mobile

Den 9. maj vil det ikke længere være muligt at tilgå Microsofts programbutik til Windows Mobile.

Microsoft lukker programbutik til Windows Mobile

Microsoft har nu annonceret, at man agter at lukke Marketplace til Windows Mobile 6.x, og at ændringen vil træde i kraft inden for de næste par måneder. Nærmere bestemt skriver Microsoft, at det fra den 9. maj 2012 ikke længere vil være muligt at benytte tjenesten.

Det betyder altså, at du ikke længere vil kunne købe spil og programmer gennem Marketplace, hvis du stadig benytter en smartphone med Windows Mobile-styresystemet. Eksisterende programmer, som er installeret på din mobil, påvirkes ikke af ændringen.

Lukningen sker som et naturligt skridt i Microsofts satsning på Windows Phone, og er altså ligeledes et skridt på vej til at droppe den gamle platform fuldstændig. For mange mennesker er det måske netop det, der skal til for at opgradere til Windows Phone – hvis kunderne altså vil holde sig i Microsoft-regi.