Microsoft og Sony Ericsson erklærer Nokia krig
Microsoft arbejder allerede sammen med producenter som HTC, Samsung og Motorola, men det er åbenbart ikke nok i kampen mod den finske gigant, Nokia.
På Mobile World Congress i Barcelona har Microsoft nemlig annonceret, at de slår pjalterne sammen med Sony Ericsson. Den første telefon fra en helt ny serie fra Sony Ericsson bliver Xperia X1, som bygger på Windows Mobile-platformen fra Microsoft. Modellen blev lanceret i går aftes.
"One Phone for Your Life" kalder de den fælles vision mellem de to virksomheder:
– Forbrugerne bør have muligheden for at have en telefon, som giver fuld adgang til internettets tilbud om information og underholdning, uanset hvor de er, siger Pieter Knook, senior vice President, Mobile Communications Business, Microsoft.
Også Sony Ericsson har store forventninger til samarbejdet:
– Sammen sætter vi nye standarder for mobil webkommunikation og multimedieunderholdning – præsenteret i et markant design, siger Rikko Sakaguchi, head of Portfolio and Proposition, Sony Ericsson.
I seneste regnskabsår solgte Microsoft 11 millioner Windows Mobile licenser – et tal, som Microsoft forventer stiger til 20 millioner i indeværende regnskabsår. Med Sony Ericsson i rækken af samarbejdspartnere vil fire af de fem største mobiltelefonleverandører sælge telefoner med Windows Mobile i 2008. Det er derfor svært ikke at opfatte det nye samarbejde som en krigserklæring til Nokia, som sidder på mere end 40 procent af det samlede marked.
Lars Vestergaard, research director hos IDC, kalder aftalen mellem de to firmaer for en klassisk win-win:
– Ved at parre styrken og brugervenligheden i Windows Mobile med de avancerede forbruger-features, som Sony Ericsson er kendt for, rammer XPERIA et forbrugerbehov, som giver et potentielt "sweet spot" i markedet, siger Lars Vestergaard.