Microsoft: Så mange skrotter Android til fordel for Windows Phone
Microsoft afholder lige nu udviklermessen Build i San Francisco. På et indledende oplæg fortalte Microsoft om, hvor de nye Windows Phone-brugere kommer fra.
Ifølge Microsoft skulle 42 procent af de nye brugere komme fra helt almindelige mobiltelefoner, de såkaldte ”feature phones”. Microsoft tager det som tegn på, at Windows Phone opleves som lettere at gå til for folk, der er uvante med smartphones, end Android og iOS.
Microsoft påpegede, at der stadig findes 4 milliarder brugere verden over med feature phones, som stadig ikke har taget smartphones til sig. Med tanke på det kan man godt forstå, hvorfor Nokia satser ganske meget på rigtig billige smartphones som Lumia 520.
Sådan er den: Test af Nokia Lumia 520
Men Microsoft valgte også at fremlægge tal, som gik ret direkte i flæsket på Android. De oplyste nemlig, at 23 procent af alle Windows Phone-enheder er købt af folk, der har ”opgraderet” fra Android-telefoner.
Man skal selvfølgelig se disse tal i lyset af, at de kommer fra Microsoft selv, men 23 procent er i hvert fald en forholdsvis høj andel og ifølge Microsoft viser det, i hvor høj grad der findes misfornøjede Android-brugere.