Så er det helt slut: Microsoft har stoppet al support af Windows Phone
Det siger egentlig rigtig meget om iOS og Androids dominans på mobilmarkedet- en overgang var Microsoft Windows Phone det nærmeste vi kom en egentlig konkurrent til de to styresystemer blandt de andre styresystemer til smartphones, der også prøvede at tage kampen op mod Apple og Google.
Se også: De bedste alternativer til Windows Phone
Microsoft stopper support af Windows Phone
Man kan vist roligt konkludere, at Microsoft på intet tidspunkt var i nærheden af de markedsandele, som iOS og særligt Android sidder på og har siddet på gennem årene. En markedsandel på et par procent kunne Microsoft snige sig op på og det kan selv Microsoft ikke lave en bæredygtig forretning på og nu ser det så helt slut med support af Windows Phone fra Microsofts side. Det skete tirsdag den 11. juli.
Det betyder, at der ikke kommer flere opdateringer til styresystemet og det gælder også sikkerhedsopdateringer. Derfor bør man skifte sin mobil ud, hvis man løber rundt med en Windows Phone. Fortsætter man med at bruge en mobil, der fremover ikke får flere sikkerhedsopdateringer, er man mere sårbar over for hackere og IT-kriminelle.
Se også: Sammenlign priser på smartphones
Microsoft: Vi tabte en hel generation på gulvet
Det kommer ikke som en overraskelse, at Microsoft nu banker de sidste søm i ligkisten til Windows Phone. Windows 10 har taget over, selvom det også er med meget moderat succes, og markedsandelen for Windows Phone er i dag er formentlig tættere på 0 procent end 1 procent.
Steve Ballmer, tidligere CEO hos Microsoft, udtalte for nogle år siden, at de havde tabt en hel generation på gulvet ved ikke at komme med på smartphone-vognen i tide med et ordentlig styresystem og selvom Windows Phone, der kom i 2010, faktisk høstede store roser for et elegant, effektiv og hurtig brugerflade, så var især manglen på apps afgørende for manglende succes.
Se også: Nyheder om Microsoft