Microsoft vil revolutionere skærmen
Alle berøringsfølsomme skærme i dag har en lille forsinkelse fra det øjeblik, man rører ved skærmen og til det rent faktisk registreres. Denne forsinkelse er som regel på omkring 100 millisekunder, men det har Microsoft tænkt sig at gøre noget ved.
I en testopsætning har softwaregiganten lavet en overflade med justérbar forsinkelse. I videoen herunder demonstreres opsætningen, og man kan se Microsoft demonstrere forskellen mellem 100, 50, 10 og 1 millisekunds forsinkelse. Især den sidstnævnte forsinkelse er imponerende. Her virker det som om at firkanten på skærmen sidder fast på fingeren.
Det skal dog siges, at Microsofts testopsætning ikke bruger en rigtig berøringsfølsom skærm, men derimod en projektoropstilling. Microsoft er altså endnu ikke nået i mål med sin forskning.
En af de største flaskehalser lige nu, er processorhastigheden. På iPhone 4 har man f.eks. en forsinkelse på 120-140 millisekunder, mens iPhone 4S er nede på 80-90 millisekunder. Dette skyldes altså hovedsagligt en bedre processor.
Du kan se videodemonstrationen fra Microsoft herunder: