Microsoft: Windows Phone 7.8 kommer næste år
På den officielle Windows Phone-blog kan man nu læse lidt flere detaljer omkring Microsofts planer for Windows Phone 7.8. Her fortæller giganten bl.a. om nogle få af de ændringer, der vil være at finde i det nye system.
Den største nyhed er naturligvis, at Start-skærmen bliver lavet om, så brugerne i stedet vil kunne have langt flere ikoner i forskellige størrelser. Microsoft har også fordoblet antallet af systemfarver, så man nu kan vælge mellem 20 af de såkaldte markeringsfarver, der personliggør systemet.
LÆS OGSÅ: Lækket dokument fremviser Windows Phone 7.8-funktioner
Ifølge Microsoft kommer Windows Phone 7.8 også til at udvide antallet af markeder, hvor man kan købe programmer og spil samt bruge Xbox-tjenesten.
Blogindlægget blev afsluttet med en kort kommentar omkring tilgængeligheden af Windows Phon 7.8, og det er naturligvis det, vi er mest interesseret i – nemlig at få fingrene i systemet. Microsoft skriver, at man forventer en udrulning til "så mange enheder som muligt" i begyndelsen af 2013.
Det kan altså umiddelbart godt tyde på, at kun nogle udvalgte mobiler vil være i stand til at modtage opdateringen.