Microsofts mediaplayer bliver til en telefon
Rygter har der været til overflod af, når det gælder Apples eventuelt kommende mobiltelefon, men nu overhaler Microsoft dem inden om og bekræfter, at de har en mediaplayer med telefonifunktion med inde over udviklingsplanerne.
Zune blev lanceret i USA i nat dansk tid, og blandt funktioner er video, musik og billeder samt radio. Den sendes ud i butikkerne sammen med tre tilbehørspakker, en bilpakke med lader og radio, en pakke, så man kan integrere den med TV og musikanlæg, og endelig en rejsepakke med høretelefoner, en bærepose og andet man kan få glæde af til rejsen.
Den nye mediaplayer får en harddisk på 30 GB og har W-lan, så man kan dele musik, billeder eller videofilm med andre. Skærmen på 3" har en opløsning på 320 x 240 pixels, og Zune skulle kunne importere musik og film fra både Windows Mediaplyer og Apples iTunes. Formaterne, som den kan afspille, er ACC, MP3 og WMA.
Softwaren skulle være let at opdatere, så man kan forvente, at der komme nye funktioner i fremtiden.
Modellen sættes til salg i USA inden jul, men Microsoft kan ikke bekræfte, om den kommer til Danmark, men vil heller ikke afvise, at den gør. Prisen for modellen er ikke oplyst.